Spørgsmål: Pensionsafkastskat

Vi er en dansk virksomhed, som har nogle svenske medarbejdere ansat. De bor i Sverige og kører hver dag over broen. Som led i deres ansættelse er de indmeldt i vores obligatoriske pensionsordning i Danmark. De spørger os i den forbindelse, om de bør ansøge om fritagelse for dansk pensionsafkastskat (PAL-skat)? På forhånd tak!

Svar

den 4 oktober 2017
Pension

Hej,

Tak for din henvendelse.

Både Danmark og Sverige beskatter afkastet på pensionsordninger, men bor man i Sverige (udlandet), kan man blive fritaget for dansk pensionsafkastskat, hvis man ansøger om dette.

Har man søgt om fritagelse, skal man hvert år kun betale den svenske pensionsafkastskat, og det vil i år med positivt afkast være billigere. I år med negativt afkast vil der ikke være nogen forskel, fordi man disse år alligevel altid kun betaler svensk pensionsafkastskat.

Vi anbefaler derfor, at svenske grænsegængere altid ansøger om fritagelse for pensionsafkastskat i Danmark.

Det er dog en ulempe, at svensk pensionsafkastskat påvirker medarbejdernes nettoløn negativt. Det skyldes, at det svenske skattevæsen ikke kan afregne pensionsafkastskatten direkte via det danske pensionsdepot, men i stedet må opkræve skatten via den svenske selvangivelse.

En ansøgning om fritagelse vil gælde for hele det skatteår, der er ansøgt i, og fremover.

Med venlig hilsen

Lars Hjorth   

Vi stöds av